Porter & Stout
Porter og stout
Både porteren og stouten har deres oprindelse i London. I 1700-tallet blev porteren verdens første sorte øl. Den kraftige øl blev hurtigt en favorit blandt kanal- og havnearbejderne, de såkaldte ”porters”, og det var sådan, ølstilen fik sit navn. Senere kom stouten til, der er en alkoholstærk videreudvikling af porteren.
I Danmark og landene omkring det Baltiske Hav har vi vores helt egen porter version. Som sine britiske fætre er den baltiske porter både stærk og sort. Den primære forskel er, at den er undergæret.
Smag og farve
Portere og stouts er ikke for svage sjæle. Den vigtigste smagsgiver i disse øltyper er den meget mørkristede malt. Malten giver både øllene den mørke farve – der går fra mørkebrun til kulsort – og tilføjer smage, vi ofte beskriver med ord som kaffe, lakrids og røg.
Maden, der passer til en porter eller stout
Desserter med chokolade, karamel eller mørk frugt passer overraskende godt sammen med en intens sort øl med en vis sødme. Men også i det salte køkken kan både portere og stouts være med. Øllenes ristede og let brændte noter smager fantastisk sammen med tungere simreretter eller velkrydrede barbecueklassikere som oksebryst eller spareribs. Og så er der den irske kombination af tør stout sammen med østers. Vi medgiver, at det er en overraskende kombination, men den holder hele vejen.