Gryderetter

Gryderetter med øl til

Når det begynder at blive efterår er der ikke noget bedre end en kraftig gryderet, der har stået og simret. Og når den ellers er færdig med at boble, er det tid til at åbne en kraftig, mørk øl, der kan gøre gryderetten selskab på middagsbordet.

Intense smage kræver en intens øl

Hvis du har gang i en kraftig gryderet med oksekød, lam eller vildt, skal du vælge en ligeså kraftig øl dertil. Gå efter en mørk øl med sødme, dybe ristede maltaromaer og relativt meget varmende alkohol. Hvis gryderetten er krydret eller stærk, så vælg en mørk øl med mere bitterhed, for øllens bitterhed tager toppen af den stærke mad og gør den samlede smagsoplevelse mere frisk.

Men ikke alle simreretter er bastante smagsbomber. En sommerklassiker er hønsefrikassé med sommergrønt, og hvis din gryderet går i retning af det lette, skal du drikke en friskere og lysere øl til. Ved at vælge en lettere øl opnår du den perfekte smagsbalance.

Øllen du skal vælge

Her er nogle hurtige bud på klassiske retter og øllen, man skal drikke til. Til den stærke goulash eller chili con carne skal du have fat i en belgisk double eller en stærk brown ale. Super møre svinekæber kogt med vintergrøntsager skal der drikkes en engelsk brown ale eller en mørk lagerøl til, mens den før omtalte hønsefrikassé gør sig godt med en classic.  Det samme valg gør sig i øvrigt gældende for ”coq au biére”, der er kylling tilberedt i øl. Velbekomme.

Carlsberg