Dark Lager

Dark lager

Mørke, kraftige lagerøl blev for alvor populære i Tyskland i 1800-tallet, men på det tidspunkt havde den vellagrede øltype allerede flere hundrede år på bagen.

Den mørke lagerøl var også populær i Danmark, og de første 50 år af Carlsbergs historie blev der kun brygget ”bajersk øl”. I dag har vores øl-repertoire udvidet sig en hel del, men vi brygger stadig fantastisk mørk øl.

Smag og aroma

Karamel, mørkt rugbrød og måske endda kaffe. En dark lager har en let sødme og en duft, der er lige til at spise. Øllets mørke farve kommer fra den ristede malt, der også tilfører dybde til smagen.

Der er mange medlemmer i familien af dark lager. Den bajerske øl – bajeren – stammer fra München. Det er typisk kraftige, smagfulde øl med en tæt og intens maltkarakter. Wienerøllet – eller classic, som vi ynder at kalde dem på ”carlsbergsk” – er mørkere versioner af den velkendte pilsnertype. Vi elsker hele familien.

Maden, der passer til dark lager

Kraftige kødretter, der har stået og simret, en god bøf eller rosastegt andebryst. Hvis menuen står på kød er en mørk, kølig lagerøl det perfekte valg, og slutter du måltidet af med en velvalgt mellemlagret ost … ja, så passer en dark lager stadig. De lidt lettere wienertyper (classic) passer perfekt til en omgang smørrebrød eller en god pizza.

Carlsberg