Abbey Ale

Abbey ale

I Belgien er det de potente og let sødlige abbey ales, eller klosterøl om man vil, der er den nationale øl-stolthed. Det var på de belgiske klostre, at munkene bryggede de første klosterøl – deraf navnet, der stadig hænger ved, selvom det er de færreste klostre, der brygger øl i dag. Kloster eller ej så er klosterøl stadig en guddommelig mundfuld, hvor der er sværget til kvalitet og kraftige smage.

En stærk familie

De fleste klosterøl er bredskuldrede bryg med komplekse og krydrede aromaer og en varmende alkohol. De letteste typer – blonde og ambrée – er læskende tørstslukkere med velgørende krydrede aromaer, der stammer fra den traditionelle belgiske overgær. Double er en stærkere og mørkere version. Triple er lys i farven, tør og voldsom kompleks. Den stærkeste og mørkeste undertype er quadruple, der er en vinøse øl med et solidt alkohol-spark på over 10%.

Maden, der passer til belgisk klosterøl

Uanset hvilken mad du har tænkt dig at spise, er der en god chance for, at du kan finde en Abbey Ale, der passer til. Med deres frugtige og krydrede aromaer passer de lyse klosterøl til retter med fisk og lyst kød, ja selv milde oste og frugt. Hvis dagen kalder på kød og gryderetter, er mørk klosterøl svaret på dine bønner. Og føler du dig modig, kan du endda drikke samme mørke øl til karamel- og kaffedesserter eller til blåskimmelost. 

Carlsberg